Top 15 navne på NorthSide 2016 (5-1)

Så er vi nået til top 5. Jeg er fuldkommen lykkelig over, at jeg skal se disse 5 kunstnere, som jeg alle har været fan af virkelig længe. De repræsenterer vidt forskellige genrer, men fælles for dem alle er, at deres musik er latterligt god.

5: Malk de Koijn
Disse tre langestrandsdrenge har brækket dansk ned i knap 20 år på tværs af mange forskellige vilde projekter. Men Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki har nok lavet deres mest spændende værker, når de har arbejdet sammen under navnet  Malk de Koijn. De er måske ikke enormt produktive, men når de endelig udgiver noget, er det konsekvent fyldt med enormt svedige beats, lækre, kreative linjer og en hel del små genialiteter over det hele. De kan være latterlige som på De rigtige McCoys eller Vi Tager Fuglen på dig, og de kan også have noget på hjerte, som på Kosmisk Kaos eller Klap din Hoddok, men uanset hvilken tilgang de har, udforsker de det med takt, kreativitet og masser af god humor.

4: The Chemical Brothers
For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig at have hip hop eller især elektronisk musik i min top 5 over koncertnavne, selv hvis jeg ellers var stor fan af deres musik. Det har især NorthSide været med til at ændre på, da jeg har haft fortræffelige oplevelser med navne som Underworld, Rudimental, Parov Stelar og Röyksopp live. Det har været nogle vidunderlige koncerter, hvor stemningen bare har været tip-top! Nogle af dem har været regulær elektronisk optræden, mens andre har haft organisk instrumentation med. Uanset hvad, har det været fedt. Ingen af disse har dog i min optik lavet nær så meget fed, hårdtpumpende, vild electronica som The Chemical Brothers. I løbet af deres lange karriere har de lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og når jeg kigger på deres setlister online, ser de helt fænomenale ud. Det bliver til en utrolig oplevelse med lysshow, dans, bas, beats, skrålen og skrigen. Det går ned.

3: Wilco
Har du hørt Wilcos plade Yankee Hotel Foxtrot? Hvis du ikke har, så gør det nu. Wilcos varme, lettere eksperimenterende countryprægede rockmusik er ikke blot præget af forsanger Jeff Tweedys ufattelige evner som sangskriver, men de har også i fællesskab en musikalsk lyst til at udforske nye territorier. Der er ingen interesse i at lefle for nogen, for musikkens brændstof er og bliver gruppens kærlighed til musikken. Alle musikerne er også på et teknisk plan latterligt dygtige, og de holder sig sjældent tilbage for at prale med deres evner. Alt dette går på Wilcos plader op i en højere enhed, og live kræver det selvfølgelig en vis portion finesse, før disse elementer ikke overdøver hinanden. Det kan muligvis ske, men hvis Wilco får det til at harmonisere på samme måde, som de gør på plader som Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, bliver det en fortryllende koncert.

2: Iggy Pop
Iggy Pop er en vaskeægte legende, både som live-optrædende, som udøvende musiker og som personlighed i sig selv. Hans plader med The Stooges er punkklassikere med god grund, hans gamle soloudgivelser såsom Lust for Life og The Idiot er fyldt med drøngode rocksange, der stadig tåler at blive hørt igen. Nu er han tilbage med nok sin bedste musik siden da på Post Pop Depression fra i år. Han spillede for ikke så lang tid siden i Falconer Salen i København, og anmeldelserne derfra har rost ham til skyerne. Jeg er stor fan af Iggy Pops vilde udtryk med den bare mave og den totale mangel på tilbageholdenhed. Den har jo i lige så høj grad som hans musik gjort ham til et ikon. Og så længe han stadig har sin vitalitet, og det har han, så er der ingen risiko for, at koncerten bliver andet end fremragende.

1: Beck
Jeg købte min NorthSide-billet stort set så hurtigt, jeg kunne, for oven på to så stærke år, var jeg sikker på, at de nok skulle komme med et lækkert program igen. Da de annoncerede den første omgang navne, var Beck iblandt dem, og jeg vidste allerede da, at jeg havde truffet det rigtige valg. Beck er et regulært geni, og han er muligvis også lettere vanvittig. Han mestrer det latterlige og bizarre, men hvis han vil tage musikken en tak ned og levere noget dybt og følelsesrigt, kan han også det. Hans ideer er altid nytænkende og vilde, selv hvis det som på Morning PhaseMutations og Sea Change kan virke roligt og simpelt. Der er så mange lag til al hans musik, at man vitterligt kunne analysere stort set ethvert af hans musikstykker i timevis. Fra jeg hørte Loser første gang var jeg dybt forelsket, og mødet med plader som Sea Change og Odelay! fik ham nær toppen af musikere, jeg drømte om at se live. Og mens jeg ikke orkede Smukfests middelmådige program sidste år og ikke var hurtig nok til at få billet til hans intimkoncert i glassalen, så sker det endelig for mig – jeg får set en af mine musikalske helte live. Han skal afslutte festivalen, og det bliver den mest magiske afslutning nogensinde.

Det var så min top 15. Jeg glæder mig, og skrivningen af denne liste har kun fået mig til at glæde mig endnu mere. Både til navnene her på listen, men også til Alex Vargas, Samm Henshaw, Jake Bugg, Twin Atlantic, Lukas Graham, Blossoms, The Minds of 99, Caribou og Yeasayer. Og nu er jeg ikke just fan af Yelawolf eller Damien Rice, men jeg vælger at give dem en chance alligevel, for der er ikke rigtig noget samtidig. Og gør gerne det samme, giv gerne noget ny musik en chance, selv hvis det ikke fanger dig på plade, kan det være fede koncerter. Jeg er lidt ærgerlig over, at mit program forhindrer mig i at se Puscifer, Flume og Den Sorte Skole, men det går nok. Vi ses på NorthSide!

Top 15 navne på NorthSide 2016 (10-6)

Nr. 15 til 11 på denne liste havde nok alle det til fælles, at det var bands, jeg holdt meget af, men som jeg aldrig havde tænkt over, hvor fede de ville være at se live. Størstedelen af navnene på denne sektion har jeg dog længe tænkt på, at jeg gerne ville se. En undtagelse ville nok være tiendepladsen, men det er der en god årsag til – og lad mig springe direkte ud i det:

10: Wolf Parade
Årsagen til at jeg aldrig havde tænkt på, at jeg ville se Wolf Parade før, var at jeg ikke kendte dem. De gik nok i opløsning nogenlunde samtidig med, at min musikinteresse begyndte at blomstre. Men nu er de sammen igen, og da de blev annonceret til NorthSide gav jeg mig til at lytte til dem, og jeg blev øjeblikkeligt glad for deres musik. Det er dejligt skæv indierock med en rig, karakteristisk lyd, som hvis Isaac Brock fra Modest Mouse var forsanger for en mellemting mellem Franz Ferdinand og Swans, hvor svært det end er at forestille sig. De skriver skidegode, finurlige og detaljerige sange med virkelig gode tekster. “Nobody knows you and nobody gives a damn” synger de på I’ll Believe In Anything. Tja, jeg kender dem nu, og “I give a damn” – for de er skidegode.

9: Marvelous Mosell
“Jeg konverserede med festens værtinde/Hun var frisør – i Kerteminde/’Der har jeg aldrig været nogensinde/Men det lyder som et godt sted’ sagde jeg til hende”. Kendrick, gå hjem og læg dig, det her er lyrik, der vil noget! Spøg til side, der er plads til begge dele, men vi må virkelig ikke underkende, hvor god Marvelous Mosell er til det, han prøver på. For han prøver jo ikke på at komme med dybsindige kommentarer eller lag på lag af lyrik. Han laver sjove rim, der konstant overrasker og får lytteren til at trække på smilebåndet. Han er en af Danmarks mest kiksede rappere, men det gør ham bare så meget lettere at holde af. Han sampler disco og funk fra de gode gamle dage, starter en fest, og så danser han som en drøm – han er trods alt den bedste danser. Vi får nok nogle svedige moves at se og nogle festlige rim at høre på NorthSide.

8: Jamie xx
Som læserne med en alt for god hukommelse måske vil huske, havde jeg planlagt at afslutte Roskilde sidste år med at se Jamie xx på Apollo. Desværre fik jeg ikke set ham, dels fordi Paul McCartney var for stor en oplevelse, til at jeg kunne sluge mere, dels fordi der gik et par timer mellem Pauls og Jamies koncert, og jeg var lidt træt. Men nu er han et af hovednavnene på NorthSide, og nu kan jeg opleve den på en gang følsomme og festlige producer og remixkunstner afslutte lørdagens program. Sidste år gik den rolle til Underworld, og året før var det Röyksopp og Robyn. Den elektroniske fest lørdag nat er en stolt tradition, og den resulterer altid i noget vildt, og det bliver helt fantastisk med hits som I Know There’s Gonna Be (Good Times)Gosh og I’ll Take Care Of U samt nogle sindssyge live-remixes.

7: Bloc Party
Siden jeg hørte Bloc Party første gang, har jeg været ellevild med deres guitarprægede, britpop-inspirerede indierock. De er røvsparkende, men de er også meget klare i deres lyd, og de har siden debuten i 2005 også udforsket synthpop og dance. Og disse genrer giver mening at udforske, for uanset om de har fat i guitaren og trommesættet eller i synthesizeren og trommemaskinen, er det ofte virkelig dansevenligt. Denne kombination af rå rock og stor dansefest lægger i sig selv op til en god koncert, men deres flotte bagkatalog, hvor især debutpladen og Four i min optik kan fremhæves. Bandet var ind til for ganske nylig sat på pause – for anden gang. Jeg tror, det handler om at få udnyttet muligheden for at få set dem nu, for sammenhængen virker ikke just stabil.

6: Sigur Rós
De islandske post-rock-giganter fra Sigur Rós har på album efter album redefineret deres lyd og skabt nogle af de smukkest tænkelige musikalske billeder. De formår tit at være afslappende uden på nogen måde at være kedelige. De skøjter på yderst velstruktureret vis rundt fra idé til idé. Sigur Rós har finesse i alt, de laver, og deres arrangementer er altid eklektiske, velsammensatte og naturligvis ufatteligt smukke. Om det er de i sammenligning lidt simplere arrangementer som på Samskeyti eller det helt bombastiske som på Hoppipolla, så har islændingene nogle fænomenale musikøren. De er nok det mest virtuose, du kan komme til at opleve på NorthSide, nok også det mest ambitiøse. Og alligevel er der hele 5 navne, jeg glæder mig endnu mere til. Det er vanvittigt!

Det er rart at være i gang med at blogge igen, og det er rart at skrive om så skidegod musik, som jeg glæder mig så skidemeget til. Skriv endelig løs, og fortæl, hvad der stikker ud for jer på årets NorthSide-plakat. Og glem ikke at lytte til god musik, det gør verden til et bedre sted.

Top 15 navne på NorthSide 2016 (11-15)

Ja, det er efterhånden lang tid siden. Der er mange årsager til, at bloggen har stået lidt stille på det sidste, men jeg vil hellere fokusere på, at der nu endelig atter er gang i butikken, forhåbentlig uden så lange pauser igen. Men lad os komme til sagen: NorthSide 2016. Det bliver mit tredje år på denne skønne festival, og endnu en gang leverer de et program spækket med god musik. Så lad mig levere 15 rigtig gode grunde til at købe en billet. Denne liste indeholder desuden kun navne, jeg selv skal se, så hvis to virkelig fede navne spiller samtidig, ender kun det ene på listen.

15: Refused
Jeg er virkelig en sucker for punkmusik, men med mindre det skal være genreredefinerende post-punk, er det i sin grundform ret ensformigt. Kan man så komme og ryste lidt i den, så musikken bliver mere varieret, uden det bliver enten noget artsy-fartsy anmelderleflen? Som stor fan af denne anmelderleflende musik, må jeg erkende, at det ikke sker så tit. The Clash gjorde det, Dead Kennedys gjorde det, og det er sikkert gjort mange gange siden hen, men da Refused udgav “The Shape of Punk to Come” i 1998, handlede det vitterligt om, at de gav punken en ny lyd, så den stadig kunne udtrykke stor aggression i en post-Blink-182-verden. Det er super-teknisk, det er dynamisk og varieret, det er vredt med største oprigtighed, og jeg har kun hørt godt om deres liveshows. De gik i opløsning kort efter gennembruddet, men de er tilbage, og de skulle vist være lige så vilde som i gamle dage.

14: Deftones
Der var engang en genre, der hed nu metal. Den var pissestor i 90’erne og de tidlige 00’ere, men det meste af det, der kom frem i den genre, var noget lort. Der var dog nogle få bands, der fik noget ret lækkert ud af denne angstfyldte stil, fx Soulfly og Korn. Disse gik dog i min optik ind i en lidt kreativ blokade, for så mange muligheder rummer genren altså ikke, hvis den stadig skal være til at holde ud at høre på. Deres kollegaer i Deftones forstod derimod at holde deres lyd frisk, mest ved at bevæge sig væk fra nu metal og over i andre spændende territorier. Det gør, at albums som White Pony stadig holder, og det gør, at jeg også virkelig nyder deres nye plade, Gore. De er måske lidt overmelankolske til tider, men de er meget kreative og eksperimentelle, har interessante tekster, og de mestrer et bredt musikalsk spektrum – selv deres stille sange er virkelig fede.

13: Unknown Mortal Orchestra
Deftones og Refused er jo veteraner og giganter inden for deres respektive genrer, men NorthSide præsenterer traditionen tro også en række yngre, blomstrende internationale bands, som gør festivalen aktuel. I år kan man blandt andet se Blossoms, Coasts, C Duncan og Twin Atlantic, og personligt glæder jeg mig især til Unknown Mortal Orchestra, der fanger med deres egen spøjse, sprøde blanding af funk, psykedelisk pop og garagerock. De har foruden deres dejlige lyd og gode omgang hipsterskæg også et godt øre for melodier, og deres nyeste plade, Multi-Love er nok deres hidtil bedste. Så de kommer med nogle stjernegode sange i bagagen, og sandsynligvis udvikler de sig i en endnu bedre retning i fremtiden. Uanset hvad bliver det helt sikkert en fed koncert.

12: Beach House
Når jeg har haft en hård dag og har brug for at komme ned på jorden igen, sætter jeg noget Beach House på. Det er gribende dream pop med noget klar inspiration taget fra slowcore-bevægelsen. Det er musik, man bare forsvinder hen i, hvis man lader den gøre det. Det er simple, elegante lydbilleder, som drager dig ind i et landskab af både melankoli og sorg, men samtidig forløsning og simplicitet. Victoria Legrands stemme er en stor del af det, da hun virkelig formår at udtrykke sig på en gang følelsesrigt og nihilistisk. Jeg glæder mig til at stå midt i Ådalen og blive opslugt af deres smukke lydunivers på en mere nærværende måde end nogensinde før.

11: Duran Duran
De helt gamle gutter er som altid også repræsenteret på NorthSide, og disse har været nogle af de bedste koncerter, jeg har været til. Grace Jones, Seasick Steve og The Jesus and Mary Chain gav i min optik nogle af de bedste koncerter sidste år, og mon ikke de gamle kendinge fra Duran Duran også stadig kan fyre den af. 80’er-hits som NotoriousRioGirls on FilmThe ReflexOrdinary World og Hungry Like the Wolf lyder stadig godt i dag, og jeg ville ikke have noget imod, hvis deres særegne poprock gjorde et comeback. Det er finurligt, fængende, energisk og festligt. De holder sig musikalsk også friske, og deres nye plade, Paper Gods, er et glimrende bevis på det.

Hvis man ser bort fra Refused spiller disse navne alle på den grønne scene, hvor der ikke er noget i gang samtidig, så der er næsten ingen undskyldning for ikke at tjekke det ud. Fortæl endelig, hvad du selv har af planer i festivalsommeren. Jeg selv skal både på NorthSide, Roskilde og Copenhell, så det bliver et hektisk program.

143 – Dr. John – Gris-Gris (1968)

Dr. John er en fascinerende personlighed. Ikke alene kan han sin musikhistorie godt og er ikke bange for at blande fra mange af de stilarter, han kender og elsker, han har også virkelig sans for at skabe stemning. Disse evner blander han flot på en plade som den lette, sjove Dr. John’s Gumbo, hvor han hylder New Orleans-lyden i dens pureste, gladeste form, som en slags moderne Professor Longhair. På sin debutplade, Gris-Gris, viser han dog New Orleans fra en mørkere side, med et twist af psykedelia. Der er en slags voodoo-stemning, og Dr. John er i hvert fald ikke en almindelig doktor herpå. Det første nummer, Gris-Gris Gumbo Ya Ya handler også om hvilke voodoo-kunstner han kan. Et kor i baggrunden øger mystikken, og en bluesguitar, der næsten tangerer til noget delta-lyd, gør det yderligere sensuelt og spændende. På Danse Kalinda Ba Doom hører man slet ikke doktorens stemme, men til gengæld hører man et virkelig uhyggeligt pigekor, en ond banjo, en endnu ondere tværfløjte og e livlig, dramatisk percussion-sektion. Der kommer mange trommelyde over det ret simple groove, som sangen bygger på, og af og til signalerer nogle hårde trommeslag, at sangen skal brydes helt ned. De uforståelige ord, de synger, gør det blot mere skræmmende.

Mama Roux er en noget mere positivt lydende sang, hvor vores kære heksedoktor synger om en kunde, der betalte Dr. John for at straffe nogle ofre. Det bliver sunget og spillet mere afslappet end noget tidligere på pladen, og det gør det bare mere ondt og forskruet. Mama Rouxs ofres historie er ikke morsom. Men den glade levering af den er. At høre “Prepare yourself to die boy” blive sunget med ypperste glæde, finurlige små klaverfraser og et nærmest Ronettes-agtigt pigekor er så meget bedre end det burde være. Danse Fambeaux tager noget tid for at varme op for mig. Intensiteten i nummeret bliver stilfuldt gradvist højere, og de kønne kvindestemmer har her fået selskab af nogle højtråbende herrer. På Croker Cortbullion viser Dr. John sin mere jazzede side. Meget af dette nummer er soloer på mange forskellige instrumenter. Her er der mange instrumenter, der kommer og går, men bassen og klaveret  sørger for at gøre det til en sammenhængende oplevelse. Det er et af de mest påtrængende, omringende numre, Dr. John har lavet, og man kan faktisk godt føle sig lidt utilpas, for på ethvert tidspunkt kan ondskaben angribe. Det er et af pladens højdepunkter, og jeg kan ærlig talt lytte til det her igen og igen.

Jump Sturdy er pladens korteste og simpleste sang. Melodien og især omkvædet er let at synge med på, og der er en vis gospel-lyd, der giver nummeret kant. En anden væsentlig del af nummerets charme er banjoen og den morsomme tekst. Det er måske ikke et nummer, der blæser lytteren omkuld, men det er godt, og det er gennemført. Så kommer pladens efter min mening bedste nummer, I Walk on Guilded Splinters, hvor al mystikken og hele dette voodoo-univers kulminerer i en vidunderlig gryderet, hvor alle pladens gode punkter er bedre end nogensinde før. Nummeret bygges langsomt op, og det formår at være både meget spændende i lyden og også ufatteligt fængende. Selvom alle disse sange er rigtig gode, så har pladen et gennemgående problem. Den er klippet forfærdeligt. Selve mixingen er god, de forskellige lag lyder flot i forhold til hinanden, og de arbejder nydeligt sammen musikalsk. Forskellige lydklip stopper dog brat, kommer brat ind, og det føles bare så sløset. Selvfølgelig skal det lyde råt, men det gør det ikke engang. Det gør faktisk bare, at jeg tænker yderligere på produktionsprocessen. Hvis man ser bort fra dette, er Dr. Johns Gris-Gris en fremragende plade med et levende univers og bundsolide sange.

144 – N.W.A. – Straight Outta Compton (1988)

“You are now about to witness the strength of street knowledge” – disse 11 små ord er legendariske i hip hop-verdenen. Enhver hip hop-fan, der kan sin rap-historie ved, at dette er de første ord, der bliver ytret på N.W.A.’s debutplade, Straight Outtta Compton. Det er stærke ord, der gør dig klar til at høre noget vigtigt, noget stort, noget nyt, noget anderledes. DJ Yella, MC Ren, Eazy-E og selveste Ice Cube og Dr. Dre udgjorde samtidig denne gruppe, der med rette kan kaldes skaberne af gangsta-rap. Og selv i dag lyder de hårde på numre som Straight Outta ComptonGangsta Gangsta og Fuck tha Police. De har en af hip hops bedste lyrikere nogensinde i Ice Cube samt en af de bedste producere nogensinde i Dr. Dre. Men holder det? Ice Cube og MC Ren skrev de fleste af teksterne, selv dem opført af Eazy-E og Dr. Dre, og i forhold til form, er der masser af kreativitet. Gode rim som “Is a brother that’ll smother your mother; And make your sister think I love her” og “To be a dope man, boy, you must qualify; Don’t get high off your own supply” er over det hele på albummet.

Alle fire rappere har også dejligt forskellige stemmer fra hinanden, og de spiller forskellige roller på pladen. Ganske vist har Ice Cube uden tvivl det bedste flow og den bedste levering, men Eazy-Es mere simple stil og lettere fjollede stemme spiller flot mod dette. Jeg er ikke helt sikker på, hvilke dele af produktionen, der blev håndteret af Dre, og hvilke, der blev håndteret af DJ Yella, men alle numre er mesterligt produceret, og man kan mærke Dres kærlighed for oldschool funkmusik over det hele. Sange som Dance to The MusicFunky Drummer og Express Yourself bliver brugt så godt, at man faktisk ikke rigtig tænker på, at de samplede stykker har oprindelse i andre sange. Det føles som et helt nyt, unikt produkt. Den hårde tone, numrene generelt sætter, kan dog være lidt udmattende i længden, selv de numre, der ikke er decideret hårde, er stadig ret højlydte. Det nummer, der er tættest på at være afslappende, er I Ain’t tha 1. Det er et af pladens sidste numre, og så er det nok også det værste. Beatet er ret lækkert, men Ice Cube har et latterligt simpelt flow, ret dårlige rim og en fjollet tekst om, hvordan kvinder behandler ham – og samtidig hvordan han behandler dem.

Tekstens indhold er nok der, hvor Straight Outta Compton ikke ligefrem ælder med ynde. En gennemgående tematik på pladen er, at de ikke finder sig i, hvordan politiet antager dem for at være kriminelle, blot fordi de er sorte, især gennemgået på nummeret Fuck Tha Police. Et andet, nok endnu mere gennemgående emne er, hvordan de rent faktisk er kriminelle, og endda er hårdføre gangstere, især gennemgået på Gangsta Gangsta og Dopeman.  Så er der også glade festnumre som Express Yourself og Something 2 Dance 2. Express Yourself er et fantastisk nummer, selvom det føles lettere malplaceret, og Something 2 Dance 2 er bare fjollet. Pladen ville nok have haft godt af noget mere introspektiv lyrik om gangster-livets mørkere sider. Det ville uden tvivl fungere som et mere logisk modstykke til disse hårdere sange, og det var meget det, 2pac og The Notorious B.I.G. gjorde på deres plader. Som pladen dog er, er den vældig god. Der er uden tvivl markante problemer, som både Dr. Dre og Ice Cube har arbejdet med at få løst i deres solokarrierer. Men man kan ikke benægte, at der blandt fyldet også er noget fantastisk gangsta-rap herpå, ja, noget af det bedste nogensinde.

145 – Steely Dan – Aja (1977)

Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands til trods for forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har dog virkelig meget personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock, som er gennemgående på alle deres plader. Den mest berømte af disse klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret Black Cow, der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for meget langsomt at tilføje dertil, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er meget dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Herpå fokuserer de meget på at bygge op mod noget stort, men med masser af detalje. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, medens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.

Deacon Blues er endnu et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er her et egentligt omkvæd, og en ret let forståelig tekst. Den handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har ret godt forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition herpå, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, ingen tvivl om det, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky Peg, som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder bare i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.

Home at Last har endnu en meget tung slibende bas, dog nok her mere funkpræget end på Black Cow. Det jazzede klaver giver sangen meget liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. I Got the News er måske ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig til gængæld ved at være ret eksperimentel. Dette gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den dog meget struktur. Det er en ganske spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder Josie, og der vendes tilbage til det lidt mere poppede og funky her. Der er en meget flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.

146 – Jefferson Airplane – Surrealistic Pillow (1967)

Hvis der er et band, der udstråler 60’ernes hippiekultur mere end nogen andre, så er det Jefferson Airplane. Deres blanding af syre, folk og af og til hårdtslående guitarer er så hippie-agtig, at det i dag i lige så høj grad er en tidskapsel, som det er god musik. Måske er det endda i lidt højere grad en tidskapsel. De fleste har et ret begrænset kendskab til gruppen og kender nok kun deres to store hits, Somebody to Love og White Rabbit. Hvor de selvfølgelig er klassikere, så vil det nok overraske mange at få at vide, at de slet ikke er tæt på at være særlig repræsentative for pladen Surrealistic Pillow, hvorpå de oprindelig blev udgivet. Først og fremmest er bandets dengang nye pianist og blokfløjtenist, Grace Slick forsanger på disse numre. Hun er ikke forsanger på ét eneste andet nummer på pladen end disse to. Forsangeren er en mand ved navn Marty Balin, og han har en ganske spinkel stemme, der står i skarp kontrast til den høje intensitet, man plejer at forbinde med Jefferson Airplane. Dog har Slicks smukke stemme tit en mindre rolle på sange, hvor hun ikke er i spidsen. Hun øger mystikken på et nummer som fx She Has Funny Cars.

Men denne intense lyd, som Jefferson Airplane er blevet kendt for, er det alt, de dur til? Selvfølgelig ikke, og hvis det var alt, der var at finde på Surrealistic Pillow, kunne den godt blive ret ensformig. Det er dog uden tvivl den lyd, de gør sig bedst i. Det er en slags komfortzone, som det kan være risikabelt at vige fra. De gør det dog eminent på et af deres mest diskrete numre, Today. Dette nummer skaber i hvert fald opfattelsen, at det er diskret. Det afsluttes med et klimaks af Phil Spector-inspirerede proportioner, men alligevel er der så meget nuance og oprigtighed at finde. Det er nok også en faktor, at det er en af pladens langsomste sange. Ikke særlig smart er det da, at den uden tvivl langsomste sang kommer derefter, en endnu mere underspillet sang, der hedder Comin’ Back to Me. På både denne og Today spiller Jerry Garcia fra Grateful Dead guitar, og det kan godt mærkes. Det er især her, nuancen på Comin’ Back to Me udspiller sig, i en meget spøjs kombination med en blød blokfløjte, der lyder overraskende godt. Det er bare synd, at to så ens numre kommer lige efter hinanden.

Når Jefferson Airplane er hårde i betrækket, kan de virkelig udtrykke sig. Det er storheden i lyden, der gør, at Somebody to Love, She Has Funny Cars og Plastic Fantastic Lover til så gode sange. Det er også en kørende faktor bag nummeret 3/5 of a Mile in 10 Seconds, der dog ikke kan bryste sig af at gøre meget, der ikke allerede bliver gjort godt på She Has Funny Cars. Den har dog stadig en fed lyd, og den giver pladen en velfortjent energi efter den lettere langsomme periode med Today og Comin’ Back to Me. Pladen er i sin lyd og tone varieret, men der er stadig en vis sammenhæng mellem numrene. De har en smukt uperfekt aura af alt, man forbinder med 60’ernes hippiekultur, det er dog uden at være for vattet. Her er My Best Friend dog lidt af en undtagelse. Den er rettere tam, og udtrykker ikke større følelser end “I love you, you love me”. Men pladen er i det hele taget ret god. Jeg havde ganske vist håbet på mere Grace Slick, og mere syre, men det, jeg fik er en gennemarbejdet, veludført rockplade med masser af gode sange.

147 – Otis Redding – Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology (1998)

Der er få soulsangere af samme kaliber som Otis Redding. Der er selvfølgelig nogle få, men den klassiske Atlantic Records-soullyd er af gode grunde så uløseligt forbundet med Otis Redding. Ikke alene havde han en fantastisk stemme, hans backingband, Booker T. and the M.G.’s er også nogle af de dygtigste soulmusikere, jeg kender til. Desuden var flere af hans bedste plader produceret af Isaac Hayes, en af soul-genrens mest indflydelsesrige figur. Redding var grundet sin stemme lidt af en guldgris hos pladeselskabet, så de kastede virkelig alt efter, at hans plader skulle blive så gode som muligt. Han døde desværre i 1967 som blot 26-årig, dog med en imponerende diskografi bag sig. I 1998 blev 50 af hans bedste numre så udgivet på opsamlingen Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology. Og så meget som jeg elsker Otis Redding, så synes antallet af sange altså at være ret højt. 50 sange er fint til en Beatles- eller Madonna-antologi – Otis Redding har simpelthen bare ikke nok berømt materiale til at fylde 2½ time ud. Derfor får man nogle ret obskure sange med i godteposen. Sange som Chained and BoundCigarettes and Coffee og hans cover af Sam Cookes Cupid er ikke særlig kendte, og man kommer næppe til at huske dem.

De har endda valgt at inkludere sæsonbaserede sange. Med mindre man lige har set The Nightmare Before Christmas, så har jeg svært ved at se, hvordan Trick or Treat passer ind på samme plade som et cover af Merry Christmas, Baby. Disse er desuden heller ikke just opsamlingens højdepunkter. Jeg vil dog sige, at der er forbløffende få sange, der vitterligt er dårlige. Det gennemgående problem med de dårligere sange er blot, at de er lidt kedelige og uinspirerede. Den eneste reelle musikalske katastrofe er Tramp, som jeg vist også fik udskældt, da jeg anmeldte The Dock of the Bay. Når der er så mange numre, er man dog ret sikker på, at man får alle sine yndlingssange. De eneste nummer, jeg virkelig godt kunne have ønsket mig at høre tilføjet, er I’m Sick Y’all og hans cover af Tennessee Waltz, begge oprindeligt fra Dictionary of Soul. De er dog ret obskure, så jeg kan tilgive udeladelsen. Og man tænker ærlig talt ikke meget over det, når man får sange som Try a Little Tenderness, (Sittin’ On) The Dock of the BayI’ve Been Loving You Too LongI Can’t Turn You Loose og Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song) i stribevis.

Jeg opdagede også godt med gode sange, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har jo allerede anmeldt 3 andre Otis Redding-albums, så jeg har ret godt styr på hans materiale. Mine nye bekendskaber med You Left the Water RunningHard to Handle og Shout Bamalama har været virkelig gode. Disse er uden tvivl sange, jeg vil vende tilbage til, og de er så forskelligartede, at de fremviser Reddings varierede evner vældig godt. Det, der dog for alvor gør denne opsamling værd at lytte til for en Redding-entusiast som mig, er, at den indeholder hele Reddings legendariske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Musikerne spillede ikke synderligt lange sæt på denne festival, da der var konstant vekslen mellem musikere. Derfor giver Otis Redding den så meget gas, som han overhoved kan med fænomenale udgaver af ShakeRespectI’ve Been Loving You Too Long(I Can’t Get No) Satisfaction og en helt hjernedødt god udgave af Try a Little Tenderness. Disse optagelser er ikke udgivet på særlig mange cd’er, og de findes ikke på Spotify. Så de er hovedlokkemaden. Derudover er Dreams to Remember en ret god opsamling. Der er nogle problemer her og der, men jeg fik mere godt ud af den end skidt, og det vil nok være en ret god måde at blive introduceret til Redding.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.

149 – Led Zeppelin – Houses of the Holy (1973)

De fleste vil nok mene, at den ubetitlede plade, som i folkemunde kaldes Led Zeppelin IV, hvorpå man finder klassiske sange som Rock and Roll, Black Dog og klassikeren over dem alle, Stairway to Heaven, er det berømte britiske rockband Led Zeppelins bedste plade. De kunne med lethed blive i de territorier, denne plade havde udforsket, uden at være i fare for at få forringet deres omdømme. Led Zeppelin er dog mere ambitiøse end dette. Deres opfølger, Houses of the Holy, starter således med en sang ved navn The Song Remains the Same, der ikke lyder langt fra det, bands som Yes og Genesis lavede samtidig. Det er progressivt, blæret, Jimmy Page laver nogle utrolige multi-trackede lyde på guitaren, og sangen udvikler sig så smukt, at titlen virker overlagt ironisk. Efter denne kommer en langsommere, men stadig ret så progressiv sang ved navn The Rain Song. Det, Page gør herpå er sindssygt imponerende, men han får det til at virke så naturligt og gnidningsfrit, at man bliver helt opslugt af de mange følelser, sangen præsenterer. Der bliver hevet en mellotron frem, hvilket giver en orkestral effekt. Man skal lige slå hjernen til, før man opdager, at det ikke er strygere.

Der går lidt folk i den på Over the Hills and Far Away, især i starten. Det varierer dog fornemt mellem en blød akustisk guitar og en hårdere elektrisk guitar. Her er trommer og bas også virkelig værd at nævne. John Paul Jones og John Bonham er virkelig dygtige musikere, og deres præcision er med til at gøre alt det udenom på sangen meget levende. Det er især tilfældet på den funky The Crunge. Den lyder som en sær blanding af Led Zeppelin og James Brown, men den lyder i grunden virkelig overbevisende, på niveau med visse af Browns bedste sange. Det er et af de tidligste kendte eksempler på funk-rock, og efter min mening sidder det lige i skabet. Dancing Days er tættere på det, gruppen blev kendt for i første omgang – hård, blues-rock med et vist kaotisk element. Dog viser de herpå, hvor meget, de har udviklet sig som musikere. Hver eneste tone lyder gennemtænkt, som var det en symfoni. Det lyder i grunden lidt prætentiøst, men på den mest rockstjerne-narcissistiske måde, man kan forestille sig. Det er mere storladent end det gamle, men de viser, de kan være det bekendt.

Mens de er blevet mere aparte og progressive siden deres start, er min yndlingssang på Houses of the Holy dog den mest poppede. D’yer Mak’er var dog med sin jamaicanske rytme et af de tidligste eksempler på reggae-rock, hvor det eneste tidligere eksempel, jeg kan komme på er Ob-La-Di Ob-La-Da af The Beatles. Derudover er det bare en fantastisk popmelodi med stærke trommer og en sjælfuld vokal, der kører fint på grænsen mellem det oprigtige og det karikerede. Det bliver atter seriøst med den lange, psykedeliske og tranceinducerende No Quarter. Robert Plants stemme har et meget syret filter over sig, og guitar såvel som synth-bas er også komprimeret og forvrænget – jeg kunne beskrive detaljerne på dette nummer i timevis, men pointen er i hvert fald, at det er smukt. Afslutningssangen, The Ocean, starter med at lyde som en relativt normal Led Zeppelin sang med tung guitar og store følelser med stærke billeder, som kan være lidt svære at forstå. Nummeret tager dog mange uventede drejninger, og sangen afslutter med et lykkeligt Phil Spector-inspireret doo wop-kor. Houses of the Holy er en meget varieret plade. Men rodet er den på ingen måde. Hver eneste sang lyder umiskendeligt af Led Zeppelin, og de er placeret flot, så albumoplevelsen føles afrundet. Men mindre bør man næsten ikke forvente af Led Zeppelin.